Tysk storhold trækker sig fra belgisk løb efter angreb
Giant-Alpecin stiller ikke til start i Dwars door Vlaanderen efter tirsdagens bombeangreb i Bruxelles.
Giant-Alpecin har opgivet at stille til start i belgisk løb.
Giant-Alpecin har opgivet at stille til start i belgisk løb. Foto: Daniel Ochoa De Olza/AP


Det belgiske brostensløb Dwars door Vlaanderen ventes afviklet onsdag trods tirsdagens bombeangreb i Bruxelles.

Men løbet bliver dog amputeret som følge af begivenhederne.

Sent tirsdag meddelte det tyske hold Giant-Alpecin, at det trækker sig fra semiklassikeren.

- For mange ryttere er ikke i stand til at rejse til Belgien på grund af terrorangrebet. Desværre er det umuligt at få holdet til start i Dwars door Vlaanderen, lyder det i en meddelelse fra holdet på Twitter.

Endnu har ingen andre hold meldt afbud til løbet, men nogle hold må dog undvære enkelte rytter, der var tiltænkt en plads i feltet.

Arrangøren har planer om at gennemføre løbet, selv om de belgiske myndigheder tirsdag hævede beredskabet i landet til fire, som er det højeste niveau.

Flandern, hvor løbet køres, er i en helt anden del af Belgien end hovedstaden Bruxelles.

Dwars door Vlaanderen er det første af tre traditionelle belgiske forårsløb i denne uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.