Tysk regering kommer med antiterror-tiltag torsdag
Det skal være lettere at udvise personer, og politiet skal styrkes, lyder nogle af punkterne i nyt udspil.
Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, vil torsdag fremlægge nye antiterror-tiltag.
Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, vil torsdag fremlægge nye antiterror-tiltag. Foto: Carmen Jaspersen/AP


Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, fremlægger torsdag en række forslag til stramninger af landets antiterrorlovgivning i kølvandet af sommerens angreb i landet, hvoraf to angiveligt blev udført at islamister.

Ifølge flere tyske medier betyder stramningerne blandt andet, at det skal være lettere at udvise udlændinge, der vurderes at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed.

Det ville ministeren dog ikke bekræfte, da han blev spurgt på et pressemøde onsdag. Han løftede til gengæld sløret for, at regeringen samt Tysklands 16 delstater overvejer at udruste politiet bedre.

Derudover skal politiet generelt tilføres flere midler, og der skal være ti procent flere betjente i den føderale politistyrke om cirka fire år.

- Vi lever i en svær tid. Truslen fra terror er stor, og politiet er kraftigt overbebyrdet, sagde Thomas de Maizière i Bremen onsdag og varslede flere detaljer torsdag.

En række indenrigsministre i de tyske delstater har desuden fremsat en ønskeliste til regeringen med 27 punkter, hvoraf et forbud mod at bære klædedragter, der dækker hele ansigtet, er ét af dem, skriver The Guardian.

Tyskland var indtil sidste måned blevet forskånet for den type af islamistiske angreb, som nabolandene Frankrig og Belgien blandt andet har oplevet.

Men i slutningen af juli tog den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat skylden for to angreb i Tyskland. Det ene på et tog nær Würzburg og det andet ved en musikfestival i Ansbach.

Derudover blev ni personer dræbt af en 18-årig, mentalt forstyrret tysk-iraner i München i juli.

Ifølge avisen Kölner Stadt-Anzeiger ønsker regeringen at gennemføre tiltagene inden næste valg, der seneste skal holdes i efteråret 2017.

Regeringen med forbundskansler Angela Merkel i spidsen er i forvejen under pres, efter at hundredtusindvis af flygtninge og migranter fra primært Syrien er kommet til landet det seneste år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.