Tysk politimand skal forsvare sig på ny i kannibalsag
Eksbetjenten blev sidste år idømt otte og et halvt års fængsel. Nu skal sagen prøves i appelretten.
Detlev Guenzel får nu mulighed for at forsvare sig i den usædvanlige sag fra Dresden.
Detlev Guenzel får nu mulighed for at forsvare sig i den usædvanlige sag fra Dresden. Foto: Robert Michael/AFP


En tysk tidligere politibetjent får igen muligheden for at forsvare sig i en usædvanlig sag om drabet på en polskfødt mand i 2013.

58-årige Detlev Guenzel blev sidste år idømt otte år og seks måneders fængsel for at have dræbt manden, efter de to havde mødt hinanden på et internetforum for folk med interesse for kannibalisme.

Men en tysk forbundsdomstol omstødte siden dommen, og en ny retssag indledes derfor tirsdag i Dresden.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Selv om den polskfødte mand, Wojciech Stempniewich, selv indvilgede i drabet, blev Detlev Guenzel fundet skyldig i "drab motiveret af seksuel lyst" og ligskænding ved retten i Dresden.

I retssagen kom det frem, at Guenzel havde parteret manden i sin kælder, før han begravede stumperne i sin have.

Forbundsdomstolen har underkendt dommen mod Detlev Guenzel, da den ikke mente, at retten i Dresden havde afklaret, hvorvidt offeret havde kvalt sig selv.

Forbundsdomstolen argumenterede i øvrigt for, at dommen på godt otte års fængsel var for lidt i en drabssag.

I den oprindelige retssag havde retten i Dresden taget højde for, at offeret selv ønskede at dø og idømte derfor gerningsmanden en dom på lidt over det halve af den maksimale straf på 15 års fængsel.

Men offerets ønske om at dø bør ikke have indflydelse på domsafmålingen, mente appeldomstolen.

Guenzels appelsag begynder tirsdag i Dresden, og der forventes tidligst at falde dom i januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.