Tysk politi: IS-militante gav sig ud for flygtninge
Sikkerhedstjeneste arbejder på at identificere yderligere IS-krigere og terrorister, som er kommet til Europa.


Medlemmer af den militante jihadistgruppe Islamisk Stat (IS) gav sig ud for at være flygtninge og kom på den måde til Tyskland og andre europæiske lande, siger den tyske sikkerhedstjeneste Bfv.

- Vi forsøger at identificere yderligere IS-krigere og terrorister, som er kommet til Europa, siger Hans-Georg Massen, som er chef for Bfv, i et interview med den store tyske tv-kanal ZDF.

Dagbladet Berliner Zeitung citerer Massen for oplysninger om, at myndighederne har modtaget over 100 tip fra befolkningen om, at IS-krigere befinder sig i forbundsrepublikken.

Massen henviser til, at angrebene i Paris i november har understreget, at Islamisk Stat med overlæg har planlagt at placere terrorister blandt flygtninge, som strømmer til Europa.

- Vi har gentagne gange set, at terrorister har sneget sig ind forklædt som flygtninge. Det er en af de kendsgerninger, som vore efterretningstjenester står over for, siger Massen til ZDF.

Terrorfaren i Tyskland blev torsdag understreget, da to algeriske mænd, der formodes at have forbindelser til Islamisk Stat, blev anholdt ved en stor politioperation. To andre efterlyste mænd er stadig på fod.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at mændene øjensynligt havde planer om et angreb mod turistmål og seværdigheder i det centrale Berlin - blandt andet Checkpoint Charlie og Alexanderplatz.

Ifølge belgiske medierapporter blev en del af de personer, som var involveret i angrebet i Paris, registreret som flygtninge.

Ved angrebet i den franske hovedstad 13. november i fjor blev over 130 mennesker dræbt, og flere hundrede såret.

/ritzau/dpa

























/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.