Tysk økonomi vokser hurtigere end ventet
Det er gået overraskende godt med eksport af tyske varer og privatforbruget er steget, viser nye tal.


Den tyske økonomi havde mere momentum, end økonomerne havde ventet.

Det viser foreløbige tal for andet kvartal, som det statslige tyske statistikbureau offentliggjorde fredag.

Det skyldes især, at det gik overraskende godt med eksporten af tyske varer, samt at det private forbrug er steget.

Målt i forhold til kvartalet før voksede økonomien 0,4 procent ifølge sæsonjusterede tal.

Økonomerne havde ventet en stigning på 0,2 procent ifølge tal indsamlet af Bloomberg. Kvartalet før var der en vækst på 0,7 procent.

Set i forhold til samme kvartal året før var der tale om en vækst på 1,8 procent i det tyske bruttonationalprodukt (BNP). Her var der ventet en vækst på 1,4 procent ifølge Bloombergs estimat. Tallet er justeret for antal arbejdsdage i kvartalet.

Dermed er væksten på vej op i gear, da år-til-år væksten i kvartalet før var på 1,6 procent, viser opgørelsen.

- Alt i alt er de grundlæggende forhold robuste, men væksten i Europas største økonomi er ikke stærk nok til, at den kan fungere som et ægte lokomotiv for væksten i eurozonen som helhed, siger det norske Nordeas chefanalytiker for Europa, Holger Sandte, ifølge nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.