Tysk minister: Islamisk Stat står bag München-trussel
Politiet i München har nytårsaften evakueret to togstationer efter konkrete angrebstrusler fra Islamisk Stat.
Den militante gruppe Islamisk Stat bliver af Bayerns indenrigsminister udpeget til at have udtænkt planer om at begå angreb i München nytårsaften. Genrefoto
Den militante gruppe Islamisk Stat bliver af Bayerns indenrigsminister udpeget til at have udtænkt planer om at begå angreb i München nytårsaften. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) står bag truslen om et angreb i den tyske storby München nytårsaften, oplyser Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, ifølge dpa.

Kort før midnat evakuerede politiet i München to togstationer i byen efter "konkrete" trusler om et angreb nytårsaften. Truslen er dog fortsat gældende, selv om klokken har passeret midnat, understreger politiet på Twitter.

Umiddelbart lyder de seneste meldinger dog på, at truslen specifikt drejede sig om nytårsfesten ved midnat.

Joachim Herrmann siger på et pressemøde natten til fredag, at politiet handlede hurtigt på en konkret trussel.

- Vi har den generelle linje, at vi ikke lader os diktere af terrorister, siger han og tilføjer, at når trusler er så konkrete i tid og sted, må man skride til handling.

De tyske myndigheder blev gjort opmærksom på truslen fra "en allieret efterretningstjeneste". Ifølge flere tyske medier kom der blandt andet rapporter fra Frankrig.

Frankrig var i november mål for et angreb, da flere bevæbnede gerningsmænd slog til forskellige steder i hovedstaden, Paris. 130 mennesker mistede livet i angrebene, som Islamisk Stat har taget skylden for.

Münchens politichef, Hubertus Andrae, siger på et pressemøde natten til fredag, at efterforskningen peger på, at der var planer om at udføre to selvmordsangreb. Det skriver dpa.

Målene var tilsyneladende de to togstationer, der er blevet evakueret. Det drejer sig om byens hovedbanegård og stationen Münching-Pasing.

Hubertus Andrae siger samtidig, at der er faldet mere ro over byen i løbet af natten.

550 politifolk er blevet sat ind i aktionen.

Myndighederne overvejer fortsat, hvornår tog igen kan begynde at køre til og fra de evakuerede stationer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.