Tysk minister: Forklaringsproblem i Athen
Tysklands finansminister siger, at virkeligheden omsider er gået op for den nye græske regering.
Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble (tv) mener, at den græske regering får vanskeligt ved at forklare sig over for vælgerne hjemme i Grækenland. Til højre den græske finansminister Yanis Varoufakis. Arkivfoto.
Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble (tv) mener, at den græske regering får vanskeligt ved at forklare sig over for vælgerne hjemme i Grækenland. Til højre den græske finansminister Yanis Varoufakis. Arkivfoto. Foto: Michael Sohn/AP


Det bliver ikke nemt for Grækenlands finansminister at vende hjem til Athen med den aftale, han fik forhandlet på plads med de andre lande i eurozonen fredag aften.

Det vurderer Grækenlands onde ånd Wolfgang Schäuble, der som finansminister i Tyskland har været den største kreditor og stejleste modpart i forhandlingerne om vilkårene for den græske gæld.

- Grækerne får helt sikkert vanskeligheder med at forklare aftalen til deres vælgere, siger han med henvisning til, at den græske regering kom til magten på løfter om at ændre vilkårene for de megalån, som landet har til de andre eurolande.

- Det at være i regering er et møde med virkeligheden, og virkeligheden er ofte ikke så rar som i drømmene, tilføjede Schäuble til journalister i Bruxelles efter forhandlingerne.

Det store spørgsmål er nu, hvordan de græske vælgere opfatter aftalen, som kom i stand efter det tredje møde på to uger mellem de 19 finansministre i eurozonen.

Den græske finansministers version af resultatet lød noget anderledes end Schaübles.

Han insisterede på, at han havde afværget det værste og sagde, at regeringen stadig håbede på, at minimumlønningerne kunne blive øget.

- Vi bliver nu ligestillet med de andre lande. Vi lægger de dage, hvor vi fik dikteret reformer af andre, bag os. Fra i dag er vi medforfattere af vores egen skæbne, sagde Varoufakis på et pressemøde.

Aftalen med eurokollegerne indebærer, at Grækenland undgår et økonomisk kollaps, når den nuværende aftale ved slutningen af måneden udløber.

Den er nu blevet forlænget med fire måneder på betingelse af, at den græske regering forpligter sig til at leve op til de samme betingelser, som der i forvejen ligger i den eksisterende hjælpepakke.

Resultatet i Bruxelles fik straks de internationale markeder til at reagere. Euroen blev styrket over for dollaren, renterne på de græske statsobligationer faldt en smule og aktierne i USA steg efter nyheden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.