Tysk medie: Dansk Syrien-kriger er anholdt i Tyskland
22-årig dansk Syrien-kriger og to andre danskere er anholdt for at have bortført egyptisk mand i Aachen.
Tre danskere heraf en tidligere Syrien-kriger er blevet anholdt i den tyske by Aachen. (Arkivfoto)
Tre danskere heraf en tidligere Syrien-kriger er blevet anholdt i den tyske by Aachen. (Arkivfoto) Foto: AP/POLFOTO/arkiv/AP


En dansk Syrien-kriger er sammen med tre andre mænd blevet anholdt i den tyske by Aachen, skriver det tyske medie Der Spiegel.

Ifølge TV 2 Østjylland er der tale om en 22-årig mand fra Aarhus, som mindst to gange har været i Syrien. To andre danskere - en 20-årig mand fra Viby og en dansker uden fast adresse - er ifølge tv-stationen anholdt sammen med aarhusianeren.

De fire mænd blev anholdt 4. september.

Der Spiegel skriver, at de fire mænd er mistænkt for at have kidnappet en 52-årig egyptisk mand i Aachen og forlangt 10.000 euro i løsesum.

De fire mænd passede 4. september ved middagstid angiveligt deres offer op foran hans lejlighed, tvang ham ind i en bil med en kniv og en skruetrækker og kørte mod Düren øst for Aachen.

Undervejs ringede de til en onkel til den 52-årige og krævede 10.000 euro i løsesum. Men onklen ringede til politiet, som fandt frem til de formodede gerningsmænd, der samme aften blev anholdt på en café af politiets specialstyrker.

Udenrigsministeriet bekræfter mandag aften, at to danske statsborgere er blevet anholdt i Tyskland, men ikke hvem det drejer sig om, eller om det er i Aachen, anholdelsen har fundet sted.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Østjyllands Politi vil kommentere Der Spiegels oplysninger.

Ifølge den 22-åriges forsvarer, Andreas Fleuster, er motivet til bortførelsen uklart.

- Jeg har ikke oplysninger om, at der skulle ligge et politisk motiv bag forbrydelsen, siger han til Der Spiegel og fortsætter:

- For mig virker det som om, min klient lidt uheldigt er blandet ind i denne sag. Faktisk er motivet noget uklart, og løsesummen er ualmindeligt lille til fire gerningsmænd.

Den 22-årige, der er søn af vietnamesiske flygtninge, har selv stået frem i flere danske medier - blandt andet Aarhus Stiftstidende og TV2 Østjylland.

Her har han fortalt om en ungdom med vold og røverier, der til sidst kostede ham en dom på to års fængsel.

I fængslet begyndte han at læse Koranen og konverterede til Islam. Siden har han flere gange været i Syrien, angiveligt for at yde humanitær bistand i en flygtningelejr i det borgerkrigshærgede land.

Men på sociale medier har han poseret med geværer foran udbrændte kampvogne og antiluftskyts.

Desuden har metroXpress offentliggjort et billede at ham, hvor han holder en kniv foran et billede af den tidligere imam Ahmed Akkari, der har vendt islamisterne ryggen og nu aktivt bekæmper fundamentalister og hellig krig.

Ifølge TV2 Østjylland vil de fire mænd blive stillet for en dommer i oktober. Her vil det blive afgjort, om der skal rejses tiltale mod dem.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.