Tysk komité undersøger Opel for måske ulovlig udstødning
Udstødningssystem slår fra ved nogle hastigheder for at skåne motor, og det er måske ulovligt, siger minister.
Tysk komité undersøger, om der er ulovligheder med udstødningen i Opel Zafira, siger Tysklands transportminister.
Tysk komité undersøger, om der er ulovligheder med udstødningen i Opel Zafira, siger Tysklands transportminister. Foto: Frank Rumpenhorst/AP


Opel erkender, at motoren i den tyske bilproducents populære model Zafira periodevis frakobler et udstødningssystem, oplyser den tyske transportminister, Alexander Dobrindt.

Bilproducenten, som er et datterselskab til amerikanske General Motors, er i øjeblikket under en tysk undersøgelseskomites store lup.

Komiteen har bedt Opel fremskaffe yderligere oplysninger om CO2-udledningen fra Zafira. Den har også bedt om oplysninger om modellen Astra.

Den tyske bilfabrikant fortæller, at filtre ved udstødningen slås fra ved bestemte hastigheder og lufttryk for at beskytte motoren, siger Dobrindt.

- Undersøgelseskomiteen er i tvivl, om denne praksis kan retfærdiggøres af, at motoren skal beskyttes, siger ministeren.

Sagen har en anden karakter, end den skandale Volkswagen står midt i, efter at amerikanske myndigheder sidste år afslørede, at VW havde indsat software, der i test får producentens dieselbiler til at fremstå mere miljøvenlige, end de faktisk er.

- Opel har lovet at samarbejde fuldt ud, siger Alexander Dobrindt.

Komiteen har givet Opel to uger til at levere de tekniske informationer.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.