Tysk komiker tager pause efter Erdogan-satire
Tysk komiker, som med et digt om Erdogan har udløst en strid om ytringsfrihed, lukker sit show i fire uger.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel (t.h.), var fredag tvunget til at tage en vanskelig beslutning og åbne op for retsforfølgelse af en tysk komiker, der har lavet grov satire mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan (t.v.) (Arkivfoto)
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel (t.h.), var fredag tvunget til at tage en vanskelig beslutning og åbne op for retsforfølgelse af en tysk komiker, der har lavet grov satire mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan (t.v.) (Arkivfoto) Foto: Axel Schmidt/AP


Den tyske komiker Jan Böhmermann sætter sit tv-show på pause i fire uger, meddeler han dagen efter, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har accepteret en tyrkisk anmodning om at retsforfølge komikeren.

På Facebook skriver Jan Böhmermann, at han tager "en kort tv-pause".

- Så kan offentligheden og internettet igen koncentrere sig om de virkeligt vigtige ting såsom flygtningekrisen, kattevideoer og Sophia Thomallas kærlighedsliv, skriver han med henvisning til en ung tysk skuespillerinde.

Merkel accepterede fredag Tyrkiets anmodning om at retsforfølge komikeren, som har læst et groft digt op om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

I digtet, som blev fremsagt på tysk tv 31. marts, beskyldte Jan Böhmermann den tyrkiske præsident for at deltage i dyresex og se børneporno, mens han begik overgreb mod kurdere og kristne.

Jan Böhmermann vidste godt, at han skubbede til grænserne for ytringsfrihed i Tyskland, der i sin lovgivning har et - sjældent anvendt - forbud mod fornærmelse af fremmede statsoverhoveder.

Direktøren for den tyske tv-station ZDF, som viser Böhmermanns show, siger, at komikeren har fuld juridisk opbakning fra ZDF. Ingen andre, der er involveret i produktionen af satireshowet, er sigtet i sagen, oplyser ZDF-direktøren, Thomas Bellut.

Sagen udgør lidt af en hovedpine for Merkel, som fastholder, at det er et anliggende for Tysklands anklagemyndighed og domstole.

Men samtidig er forbundskansleren under kritik fra både rettighedsorganisationer, medlemmer af oppositionen og medlemmer af hendes egen koalition, der mener, at sagen er et knæfald for den autoritære tyrkiske præsident.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.