Tysk fodboldforbund åbner sag mod Leon Andreasen
Det blev tirsdag bekræftet, at der er åbnet en sag mod Leon Andreasen for at score et kontroversielt sejrsmål.
Leon Andreasen jubler efter scoringen mod FC Köln, mens Köln-keeper Timo Horn protesterer.
Leon Andreasen jubler efter scoringen mod FC Köln, mens Köln-keeper Timo Horn protesterer. Foto: Maja Hitij/picture-alliance/dpa//AP


Det Tyske Fodboldforbund (DFB) har officielt indledt en undersøgelse af Leon Andreasens kontroversielle 1-0-sejrsmål for Hannover 96 i søndagens bundesligakamp mod FC Köln.

Dermed kan det meget omdiskuterede mål med armen få et dyrt efterspil for Leon Andreasen i form af en karantæne eller anden straf.

I 2004 scorede angriberen Oliver Neuville et mål med hånden for Borussia Mönchengladbach og fik to dages karantæne for den usportslige episode.

Leon Andreasen scorede bevidst med højre underarm, da den danske midtbanespiller efter et hjørnespark befandt sig i fri position ved bageste stolpe efter 38 minutter. Andreasen indrømmede forseelsen efter kampen.

- Der var klart hånd på bolden. Jeg mærkede bare, at noget ramte mig på armen, men det hele gik så stærkt, sagde Andreasen til tysk tv efter opgøret.

Dommeren Bastian Dankert fra Rostock blev også spurgt til episoden, som han ikke så i kampens hede. Efter at have set tv-billederne erkendte han dog, at det var en fejldom at anerkende målet.

Dommeransvarlig i DFB, Hellmut Krug, kritiserer både Bastian Dankert og linjedommerne i Köln for den "irriterende fejl", som burde have været undgået.

- Han skulle have brugt muligheden - i lyset af de talrige ophidsede protester - for at spørge Andreasen, om han havde spillet bolden med hånden, siger Krug.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.