I nabolandene omkring os, bliver der fulgt med i den danske valgkamp, og flere steder har debatten om flygtninge fået panderynker frem hos naboerne. Senest har den tyske avis Die Zeit bragt en kronik, hvor det danske valg bliver kaldt ”Pøbel-valgkampen”.
Skribenten konstaterer, at de danske kandidater nærmest konkurrerer om, hvem der kan gøre tilværelsen dårligst for asylansøgere.
”De, som i disse dage befinder sig i Danmark, hvorvidt det er ved havnen i København, på et feriested ved kysten eller i en af Jyllands små landsbyer, har ét spørgsmål, som de ikke kan få ud af hovedet; Er I virkelig så højreorienterede, som jeres valgkamp antyder?” skriver Ruben Karschnick blandt andet.
Han mener, at Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen begge benytter sig af ”billig populisme".
Samtidig gør han opmærksom på, at Tyskland tager et langt større antal flygtninge, og at en større andel af tyskerne mener, at flygtninge og integration er det største politiske problem. Alligevel er tonen ifølge skribenten langt hårdere i Danmark.
Ifølge Jyllands-Posten har en lang række af både svenske, norske og tyske medier bemærket, at den danske valgkamp handler meget om asyl og indvandring.
"I begge lejre er indvandringspolitikken afgørende for at vinde vælgere. Både Socialdemokraterne, som ledes af statsminister Helle Thorning-Schmidt, og Venstre, det største parti på den borgerlige side, konkurrerer om at være den strengeste i klassen," skriver norske NRK blandt andet.