Tyrkisk vrede over ny skulptur i København
Armenien mindes i år massedrab på 1,5 millioner i 1915 i det daværende Tyrkiet, som nu er skuffet over statue.
Forholdet mellem Danmark og Tyrkiet er i øjeblikket presset, efter at en ny skulptur i København er blevet offentliggjort.
Forholdet mellem Danmark og Tyrkiet er i øjeblikket presset, efter at en ny skulptur i København er blevet offentliggjort. Foto: Colourbox/free


Den tyrkiske ambassade i København kritiserer i stærke vendinger den ni meter høje skulptur "The Draem", der opstilles på Kultorvet i anledning af 100-året for massedrab på armenierne.

Skulpturen Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger opstilles i 10 dage i maj, skriver Politiken.

Det er en begivenhed, som internationale forskere anerkender som et folkedrab, men ikke i Tyrkiet, hvor regeringen nægter at anerkende et folkedrab.

Ambassaden skriver i en mail til Politiken, at det er "moralsk uholdbart og juridisk ubegrundet".

- Vi er skuffet over, at en skulptur, som beskriver hændelserne i 1915 som et "folkedrab", vil blive opført på en af de store pladser i København, lyder det.

Redaktør Sadi Tekelioglu fra den tyrkisk-danske avis Haber kalder sagen betændt.

- Jeg tror, det vil skabe røre blandt tyrkiske indvandrergrupper i Danmark, siger han til Politiken.

Det er den amerikansk-armenske tegnestue Invivia, der af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har fået tilladelse til at opstille skulpturen.

- Det er et symbol på erindringen om folkedrabet og en fejring af empatien, siger værkets hovedarkitekt Allen Sayegh.

Massakrerne mod kristne armeniere i det tidligere Osmanniske Rige er fortsat præget af stærke følelser, og Tyrkiets regering er kendt for at skabe diplomatiske forviklinger, når massedrabet nævnes.

Så sent som i søndags trak landet sin ambassadør i Vatikanet hjem, efter at paven ved en messe omtalte "folkedrabet".

Modsat en række andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt begivenhederne som et folkedrab.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) afviser at kommentere skulpturen.

- Den danske regering fortier ikke omfanget af de tragiske begivenheder i 1915, men har ikke officielt anerkendt begivenhederne som et folkemord. Vores holdning er, at det bør overlades til historikerne, skriver han i en mail.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.