Tyrkisk styre kræver 2745 dommere anholdt efter kupforsøg
Tyrkiske myndigheder slår hårdt ned på Fetullah Gülens støtter, og flere tusinde dommere kræves anholdt.
Straks efter kupforsøget slår præsident Erdogan igen: Et stort antal dommere beordres anholdt.
Straks efter kupforsøget slår præsident Erdogan igen: Et stort antal dommere beordres anholdt. Foto: Selcuk Samiloglu/AP


Tyrkiske myndigheder har beordret 2745 dommere og anklagere anholdt efter et kupforsøg mod præsident Erdogan fredag aften og natten til lørdag.

Den tyrkiske kanal NTV rapporterer, at regeringen slår hårdt ned på personer, som menes at stå i ledtog med prædikanten Fetullah Gülen.

Præsidenten har beskyldt Gülen for at stå bag kupforsøget. Prædikanten, der bor i USA, har afvist.

På et pressemøde i Pennsylvania lørdag har Fetullah Gülen sagt, at kupforsøget kan være iscenesat.

Han opfordrer tyrkerne til ikke at se positivt på militærets indgriben. Demokrati opnås ikke via militærkup.

Det forlød tidligere lørdag, at de mange dommere og anklagere var blevet fyret.

På et pressemøde lørdag lykønsker Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sit land for at have overkommet nattens kupforsøg.

- Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der kæmpede heroisk mod kupmagerne i nat. De martyrer, der døde i nat, vil aldrig blive glemt, siger han ifølge CNN Türk.

Han lover samtidig, at kupmagerne vil blive straffet hårdt.

- Vores nation og befolkning har vist, at den vil kæmpe for demokratiet. Den har vist, at ingen kan trodse folkets vilje, siger Binali Yildirim.

Mindst 265 personer meldes dræbt - både kupmagere og civile. Flere tusinde militærfolk er tilbageholdt.

Tidligere lød det fra Tyrkiets fungerende hærchef, general Ümit Dündar, at kupforsøget mod Erdogans regering hovedsageligt var iværksat af tropper fra det tyrkiske luftvåben og gendarmeriet.

Han beskyldte samtidig kupmagerne for at have taget flere af militærets øverstbefalende som gidsler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.