Tyrkisk storklub henter tysk angrebsstjerne i Arsenal
Lukas Podolski skal fremover score mål for Galatasaray i den tyrkiske liga.


De tyrkiske storklubber Galatasaray og Fenerbahce er godt i gang med at opruste til næste sæsons titelkamp.

Lørdag oplyser mesterklubben Galatasaray på Twitter, at man henter den tyske landsholdsangriber Lukas Podolski i Arsenal.

- Tysklands nummer 10, Lukas Podolski, vil officielt skrive under på en kontrakt på Turk Telekom Arena i dag, skriver Galatasaray.

Nyhedsbureauet dpa oplyser, at Podolski sandsynligvis får en treårig kontrakt i Istanbul-klubben. Det anslås samtidig, at Arsenal indkasserer fire millioner euro svarende til 30 millioner kroner i handlen.

30-årige Lukas Podolski har været i Arsenal siden 2012, men i foråret var han udlejet til Inter i italiensk fodbold.

Fredag kom det frem, at Galatasarays måske største konkurrenter til det tyrkiske mesterskab i næste sæson, lokalrivalerne fra Fenerbahce, er tæt på at hente portugisiske Nani i Manchester United.

Fenerbahce præsenterede tidligere på sommeren danske Simon Kjær, der er skiftet til tyrkisk fodbold fra franske Lille.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.