Tyrkisk regering annullerer 10.856 pas efter kupforsøg
Sidste uges mislykkede kupforsøg får den tyrkiske regering til at spærre for mange tyrkeres udrejse.


Den tyrkiske regering har annulleret 10.856 pas på grund af flugtrisiko, oplyser en tyrkisk minister.

Af de mange pas er næsten 10.000 såkaldte grønne pas, der udstedes til offentligt ansatte, der på forskellig vis arbejder for regeringen.

De 10.856 pas tilhører personer, der enten er i politiets varetægt eller på flugt.

Ligeledes fredag aften er 283 medlemmer af den mindst 2500 mand store præsidentgarde, der passer på præsident Recep Tayyip Erdogan, ifølge Reuters blevet tilbageholdt.

Det er de foreløbig seneste skridt fra den tyrkiske regering efter det mislykkede kupforsøg mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Erdogan siger fredag aften i en tale til det tyrkiske parlament, at det tyrkiske folk har statueret et eksempel over for verden ved at stå fast over for kupmagerne. Han takker samtidig de politiske partier for at have bakket op om erklæringen af undtagelsestilstand.

Præsidenten har allerede udstedt et rejseforbud for akademikere og beordret tusindvis af offentligt ansatte fjernet fra deres stillinger.

Dommere, politi- og militærfolk, lærere, rektorer og embedsfolk i ministerier har mistet deres arbejde, er blevet suspenderet fra tjeneste eller anholdt.

Der er samtidig indført tre måneders undtagelsestilstand i landet, ligesom regeringen har bekendtgjort, at man vil suspendere dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention midlertidigt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.