Politiet i Tyrkiet siger, at de har dræbt fem formodede "IS-terrorister" i den centrale provins Konya, hedder det i en udtalelse fra guvernørens kontor.
- Under en politioperation blev de fem terrorister neutraliseret, efter at de havde gjort væbnet modstand. Fire sikkerhedsfolk blev lettere såret, hedder det.
Myndighederne beslaglagde under razziaer i en halv snes huse ved daggry en del våben - blandt andet fem kalashnikov-geværer.
Tyrkiet er blevet rystet af en række angreb i de seneste 19 måneder. Islamisk Stat og militante kurdere har fået skylden for angrebene.
I en rapport fra det tyrkiske indenrigsministerium nævnes der 14 større "terrorangreb" udført af IS - deriblandt et bombeangreb, et væbnet angreb og 10 selvmordsbomber.
Ved angrebene er i alt 304 mennesker blevet dræbt - deriblandt 10 politifolk og en soldat.
Det seneste store angreb skete ved nytår, da en bevæbnet mand gik ind i en natklub for Istanbuls elite og dræbte 39 mennesker.
I sidste uge hævdede præsident Recep Tayyip Erdogan, at Tyrkiet havde dræbt 3000 IS-terrorister under dets operationer mod gruppen i det nordlige Syrien i perioden fra august sidste år og frem til marts.
Erdogan sagde også, at landet havde deporteret 5000 formodede terrorister og forbudt andre 53.000 indrejse i Tyrkiet.
Operationen onsdag var en del af en efterforskning af personer, som var mistænkt for at have støttet eller deltaget i det fejlslagne militærkup i Tyrkiet sidste år.
/ritzau/AFP