Tyrkisk politi anholder ni islamister før selvmordsangreb
Uroen fortsætter i Tyrkiet, hvor ni islamister er anholdt. De mistænkes for at planlægge blodigt angreb.
Uroen er steget siden Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, hentede en stor sejr søndag ved parlamentsvalget, hvor hans AKP-parti vandt absolut flertal.
Uroen er steget siden Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, hentede en stor sejr søndag ved parlamentsvalget, hvor hans AKP-parti vandt absolut flertal. Foto: Burhan Ozbilici/AP


Ni formodede medlemmer af den militante, islamistiske bevægelse Islamisk Stat er blevet fængslet i Tyrkiet for at planlægge et selvmordsangreb mod et politisk partis kontorer i hovedstaden Istanbul.

Angrebet skulle have fundet sted forud for søndagens parlamentsvalg, lyder det.

De er varetægtsfængslet af en domstol i det sydøstlige Tyrkiet ifølge den lokale guvernørs kontor.

Politi tilbageholdt to af de mistænkte efter en kort biljagt i den sydøstlige by Gaziantep, og syv andre mistænkte blev tilbageholdt i efterfølgende politirazziaer, lyder det i en udtalelse dateret tirsdag.

- Gruppens medlemmer havde køretøjer, granater, sprængstoffer og våben, som de ville bruge i angrebet.

- Blodige angreb, som skulle skabe en atmosfære af frygt og kaos før parlamentsvalget, blev forhindret, lyder det.

Ved søndagens valg vandt AKP absolut flertal, hvilket udlægges som en stor sejr for præsident Recep Tayyip Erdogan, som stiftede partiet.

Blot fem måneder tidligere tabte partiet absolut flertal ved et andet parlamentsvalg, hvilket førte til nyvalget.

Tyrkiet har bombet militante fra Islamisk Stat i Syrien, og præsidenten har svoret, at angrebene mod islamisterne og kurdiske militante vil fortsætte.

Også 44 tilhængere af imamen Fethullah Gülen er tidligere på ugen blevet anholdt af det tyrkiske politi. De mistænkes for at planlægge et kup mod Recep Tayyip Erdogan.

Blandt de 44 anholdte er der både tidligere guvernører og en tidligere politichef.

To journalister fra det regeringskritiske magasin Nokta er også anholdt. De har sat spørgsmålstegn ved legitimiteten af den valgsejr, partiet AKP hentede søndag. AKP er stiftet af Erdogan.

Magasinet skriver på sin Twitter-profil, at de to journalister - chefredaktøren og redaktionschefen - er anklaget for at prøve at vælte regeringen med magt.

Gülen var tidligere Erdogans allierede, men nu er han præsidentens fjende nummer et.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.