Ritzau
Opdateret kl. 16:45
Yderligere ni personer fra det prokurdiske parti HDP er blevet anholdt i Tyrkiet, oplyser en talsmand fra partiet lørdag.
Anholdelserne har fundet sted dagen efter, at Tyrkiet blev stærkt kritiseret for at have tilbageholdt to ledere og mindst ni parlamentarikere fra det prokurdiske oppositionsparti.
Blandt de anholdte er flere af partiets provins- og distriktsledere i den sydøstlige del af landet.
De anholdte politikere har angiveligt nægtet at afgive vidneforklaringer i sager, der omhandler forbrydelser forbundet til "terrorpropaganda".
Den seneste tid har myndighederne strammet sit greb om de prokurdiske kræfter i landet mere og mere. HDP er det tredjestørste parti i det 550-pladser store parlament i Tyrkiet. Her sidder HDP på 59 af pladserne.
Tyrkiet beskylder HDP for at have tilknytning til den militante kurdiske gruppe PKK, der anses som en terrororganisation af USA, EU og Tyrkiet.
Der er fortsat undtagelsestilstand i Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg mod regeringen i juli.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) indkaldte fredag den tyrkiske ambassadør i Danmark til en samtale om landets tilbageholdelser af de kurdiske politikere.
I Bruxelles udtrykte EU's udenrigsminister, Federica Mogherini, "ekstrem bekymring" over anholdelserne af det kurdiske partis ledere.
I Tyskland blev den tyrkiske ambassade også afkrævet en forklaring af forbundsrepublikkens udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier.
Der er fortsat undtagelsestilstand i Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg mod regeringen i juli.
Kritikere har beskyldt regeringen for at udnytte situationen til at gribe ind mod langt flere personer, end de folk der rent faktisk stod bag kupforsøget.
/ritzau/Reuters