Der bliver tyrkisk dommer, når Champions League-finalen i fodbold bliver spillet 6. juni i Berlin.
Cüneyt Cakir skal lede kampen mellem spanske FC Barcelona og italienske Juventus, meddeler det europæiske fodboldforbund (Uefa).
Den 38-årige Cüneyt Cakir har været international dommer siden 2006, og han har været dommer i 70 europæiske kampe.
Han dømte både ved EM i 2012 og ved VM sidste år.
I denne sæson har han dømt tre kampe i Europa League og fire kampe i Champions League.
Som linjedommere får Cüneyt Cakir landsmændene Bahattin Duran og Tarik Ongun, mens svenske Jonas Eriksson bliver fjerdedommer.
Englænderen Martin Atkinson bliver dommer i finalen i Europa League, som er et opgør mellem spanske Sevilla og Dnipro fra Ukraine.
Finalen bliver spillet 27. maj i Warszawa.
/ritzau/