Tyrkiets regeringschef går af efter magtkamp med Erdogan
Ahmet Davutoglu, Tyrkiets premierminister, har været uenig med præsidenten om kurderne og forfatningsændring.
Ledelsen i det tyrkiske regeringsparti, AKP, har torsdag indledt et møde, hvor premierminister Ahmet Davutoglu ventes at melde, at han trækker sig.
Ledelsen i det tyrkiske regeringsparti, AKP, har torsdag indledt et møde, hvor premierminister Ahmet Davutoglu ventes at melde, at han trækker sig. Foto: Murat Cetinmuhurdar/AP


En magtkamp mellem præsident Erdogan og premierminister Davutoglu ender med, at Tyrkiet skal have ny premierminister.

Det er konklusionen på en i spænding ventet tale fra den siddende mand på posten, Ahmet Davutoglu, under et møde i regeringspartiet, AKP, torsdag eftermiddag.

Retfærdigheds- og Udviklingspartiet holder en ekstraordinær partikongres 22. maj, bekræfter den afgående partileder. Ved den lejlighed ventes en ny regeringsleder udpeget.

- Af hensyn til sammenholdet i partiet har jeg besluttet, at det vil være bedst med et formandsskifte. Jeg har ingen overvejelser om at stille op på kongressen 22. maj, siger Davutoglu ifølge nyhedsbureauet AP.

Dermed er det også så godt som utænkeligt, at han kan fortsætte som premierminister.

Årsagen til Davutoglus exit er spændinger mellem ham og præsident Recep Tayyip Erdogan, som har grundlagt AKP.

Onsdag var de to samlet til et krisemøde i præsidentpaladset.

Erdogan, som tidligere var premierminister, ønsker at ændre det nuværende parlamentariske system, så han får markant mere magt. Det ønske deler Davutoglu ikke.

Davutoglu har desuden ønsket at føre fredsprocessen med kurderne tilbage på sporet, efter at Tyrkiet har været plaget af voldsom uro og vold i forlængelse af sammenbruddet mellem parterne.

På det punkt står Erdogan meget stejlt. Han vil ikke diskutere fred med kurderne, hvis indflydelse i stedet søges knust med rå magt.

Regeringslederen holdt torsdag en længere tale, hvor han opremsede en række succeser, der efter hans mening er opnået under hans ledelse som premierminister.

Blandt andet nævnte Davutoglu en aftale med EU om visumfrihed for tyrkere i Europa. Aftalen er del af en større plan, hvor Tyrkiet også hjælper EU med at bremse strømmen af flygtninge og migranter til Europa.

Blandt EU-landene regnes forholdet til Tyrkiet af samme årsag som uhyre vigtigt i øjeblikket.

Den afgående premierminister pegede desuden på, at han kommer til at overdrage et Tyrkiet med en sund økonomi med "positive signaler på mange parametre".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.