Tyrkiets premierminister advarer mod hævn
Hævn er uacceptabel i en retsstat, siger Yildirim, som samtidig lover at straffe de ansvarlige kupmagere.


Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, advarer tirsdag mod hævn i kølvandet på det mislykkede kupforsøg mod den tyrkiske regering.

- Ingen må have en følelse af hævn. Dette er uacceptabelt i en retsstat, siger Yildirim med henvisning til billeder, der angiveligt viser regeringstilhængere fysisk angribe formodede kupmagere.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- I dag har vi brug for sammenhold, siger premierministeren.

I samme åndedrag lover Yildirim, at de, der har handlet i strid med loven, vil blive straffet.

De tyrkiske myndigheder har fængslet adskillige generaler på mistanke om, at de var med til at planlægge kupforsøget.

Myndighederne har ifølge nyhedsbureauet dpa kaldt tidligere chef for tyrkisk luftvåben Akin Öztürk for "den indenlandske leder af kupforsøget". Myndighederne mener, at han er i ledtog med præsident Erdogans ærkefjende Fethullah Gülen, der bor i eksil i USA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.