Den tidligere fodboldstjerne Hakan Sükür var et af Tyrkiets største sportsnavne for bare ti år siden, men nu er han angiveligt kommet i myndighedernes søgelys i hjemlandet.
Tyrkiet har nemlig udsendt en arrestordre på landsholdslegenden i kølvandet på det mislykkede kupforsøg i juli. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Han mistænkes for at være i ledtog med gruppen, som myndighederne kalder Fethullah Terror Organisation (Feto).
Den er ledet af den muslimske eksilprædikant Fethullah Gülen, som ifølge præsident Recep Tayyip Erdogan stod bag kupforsøget.
Hakan Sükür har været politisk aktiv siden karrierestoppet i 2008.
I 2011 blev han valgt til parlamentet for regeringspartiet AKP, som præsident Recep Tayyip Erdogan også repræsenterer. To år senere trak han sig fra partiet og har siden arbejdet som uafhængig politiker.
Kupforsøget i Tyrkiet fandt sted 15. juli og kostede 237 mennesker livet. Flere end 2100 kom til skade.
Siden kupforsøget er over 16.000 mennesker blevet anholdt i Tyrkiet.
44-årige Sükür havde en stor fodboldkarriere. Han er indehaver af landsholdsrekorden med 51 mål i 112 landskampe og kan derudover bryste sig af at have scoret det hurtigste mål ved en VM-slutrunde.
Det blev scoret i bronzekampen i 2002 efter 11 sekunder.
Angriberen har optrådt for klubber som Blackburn, Parma, Inter, Torino og Galatasaray.
I år 2000 var han med til at sikre sidstnævnte en stor triumf i Uefa Cuppen, da tyrkerne vandt finalen mod Arsenal i Parken i København.
/ritzau/