Tyrkiet skifter mening: Missilforsvar bliver Nato-system
Det store forsvarssystem, som har været undervejs længe, bliver alligevel harmoniseret med Natos systemer.


Den tyrkiske regering har tilsyneladende ændret mening om det missilforsvar, som landet har været undervejs med længe.

En talsmand for præsident Recep Tayyip Erdogans kontor, Ibrahim Kalin, bekræfter mandag, at det store forsvarsanlæg til 22 milliarder kroner alligevel vil blive harmoniseret med Nato-systemet.

For nylig lød det ellers fra Tyrkiets forsvarsminister, Ismet Yilmaz, at missilforsvaret ikke ville kunne virke sammen med forsvarsalliancens systemer.

Da tyrkerne i 2013 først præsenterede ideen om at vælge et kinesisk bud, udtrykte både USA og Nato bekymring over sikkerheden og kompatibiliteten.

Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning om at vælge det kinesiske system, men forsvarsministeren bekræftede forleden, at man var i tæt dialog med kineserne - som eneste aktuelle bud.

Tyrkiet har efter USA den største militære styrke i forsvarsalliancen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.