Tyrkiet: Russisk kampfly har krænket vort luftrum
I forbindelse med luftangreb i Syrien fløj russisk kampfly gennem Tyrkiets territorium, ifølge Tyrkiet.


Et russisk kampfly krænkede i weekenden Tyrkiets luftrum i forbindelse med bombetogterne mod oprørsgrupper i Syrien ifølge den tyrkiske regering.

Den russiske handling fik Tyrkiets udenrigsministerium til at indkalde Ruslands ambassadør for "kraftigt at protestere" og understrege betydningen af, at den slags ikke gentager sig.

- Det russiske kampfly fløj ud af Tyrkiets luftrum og ind i Syrien, efter at det blev mødt af to F-16-fly fra det tyrkiske luftvåben, som fløj patruljer i området, lyder det i en udtalelse fra ministeriet.

Den tyrkiske udenrigsminister, Feridun Sinirlioglu, kontaktede sin russiske kollega, Sergej Lavrov, for at protestere over hændelsen.

Ministeren var også i kontakt med Nato-allierede herunder USA, lyder det videre i udtalelsen.

Hændelsen fandt sted lørdag klokken 11 dansk tid syd for Yayladagi-regionen i Tyrkiets sydlige Hatay-provins ifølge udenrigsministeriet.

Det kræves, at "sådan en handling ikke gentages", ellers vil Rusland blive "holdt ansvarlig for enhver uønsket hændelse, der kan opstå" i kølvandet.

Rusland sagde i sidste uge, at landet er begyndt at bombe Islamisk Stat i Syrien og hævder at have svækket gruppen betydeligt.

Vesten er dog uenig i fremlægningen af de udtalelser, men det står klart, at russerne har udført luftangreb i Syrien siden onsdag.

Tyrkiet anser Ruslands luftangreb som "uacceptable", og præsident Recep Tayyip Erdogan har advaret om, at Moskva begår en stor fejltagelse.

Erdogan opfordrede i lørdags den russiske præsident, Vladimir Putin, til at genoverveje Moskvas luftangreb og beskyldte det russiske militær for at vende det blinde øje til drab på snesevis af civile.

Ifølge USA er Rusland skyld i en eskalering af borgerkrigen i Syrien, når russerne bomber oppositionsgrupperne, som russerne anser som terrorister, da de forsøger at afsætte præsident Bashar al-Assad.

- Ved at stå bag militær indgriben i Syrien mod moderate grupper har Rusland eskaleret krigen, siger den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, mandag.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.