Tyrkiet ønsker at tale med Rusland efter nedskydning
Lad os åbne militære kommunikationslinjer mellem Tyrkiet og Rusland, siger den tyrkiske premierminister.
Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, vil holde de diplomatiske kanaler åbne til Rusland.
Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, vil holde de diplomatiske kanaler åbne til Rusland. Foto: Virginia Mayo/AP


Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, opfordrer til, at der etableres kanaler for militær kommunikation mellem Tyrkiet og Rusland for at forhindre, at nedskydningen af et russisk kampfly gentager sig.

Det russiske kampfly blev skudt ned tirsdag i sidste uge af Tyrkiet, da det kortvarigt krydsede en tyrkisk grænselomme til Syrien. Den ene af de to piloter overlevede.

- Vores opfordring til Rusland er at åbne militære kommunikationskanaler for at forhindre, at lignende episoder sker. Lad os holde de diplomatiske kanaler åbne, siger Davutoglu på et pressemøde.

- Vi må sætte os ned ved bordet og tale i stedet for at fremsætte ubegrundede beskyldninger, føjer han til.

Nedskydningen har udløst en alvorlig diplomatisk krise i forholdet mellem de to lande.

Rusland har indført sanktioner over for tyrkiske landbrugsvarer, og russiske statsborgere, der ellers fylder meget i tyrkiske turistområder, kan ikke længere tage på pakkerejser til landet.

Rusland meddelte mandag demonstrativt, at der ikke ville blive noget møde mellem præsident Vladimir Putin og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, på FN's klimatopmøde i Paris.

Begge var til stede i den franske hovedstad.

USA's præsident, Barack Obama, der også var i Paris, opfordrer de to parter til at se fremad og koncentrerer sig om at bekæmpe IS.

- Jeg ønsker at gøre det meget klart: Tyrkiet er en allieret i Nato. USA støtter Tyrkiets ret til at forsvare sig selv, sit luftrum og sit territorium, sagde han efter et møde med Erdogan.

- Vi har alle en fælles fjende, og det er Isil, og jeg ønsker at sikre, at vi fokuserer på den trussel, siger Obama med henvisning til IS.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.