Tyrkiet kræver forklaring om dansk terrorsag
Tyrkiet vil have belyst dansk indsats mod terrorfinansiering efter sagen, hvor 10 kurdisk mænd blev frikendt.
10 kurdiske mænd frifindes af Københavns Byret i sagen, hvor de var tiltalt for at have støtte terror ved at kanalisere op til 140 millioner kroner til PKK. Her ses de ti tiltaltes familie og politiske støtter juble udenfor byretten kort efter frifindelsen onsdag eftermiddag. (Marie Hald/POLFOTO)
10 kurdiske mænd frifindes af Københavns Byret i sagen, hvor de var tiltalt for at have støtte terror ved at kanalisere op til 140 millioner kroner til PKK. Her ses de ti tiltaltes familie og politiske støtter juble udenfor byretten kort efter frifindelsen onsdag eftermiddag. (Marie Hald/POLFOTO) Foto: MARIE HALD/POLFOTO


Tyrkiet har afkrævet de danske myndigheder en forklaring om løsladelsen af 10 mænd, der var anklaget for at finansiere terrorisme med støtte til det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK.

De 10 kurdiske mænd blev frifundet ved Københavns Byret den 22. oktober i en stor sag, hvor de var tiltalt for at have støttet terror ved at kanalisere op til 140 millioner kroner til PKK.

- Bekæmpelse af finansiering af terrorisme er en international forpligtelse for Danmark og for alle andre lande. Derfor har Tyrkiet bedt de danske myndigheder om en redegørelse for, hvilke forholdsregler, der træffes mod finansieringen af terrorisme - deriblandt i denne sag, hedder det i en erklæring fra det tyrkiske udenrigsministerium.

Frifindelsen af de 10 skyldtes, at der ikke er bevis for, at de tiltalte vidste, at penge til den kurdiske tv-station Roj TV i virkeligheden gik til PKK.

Det var først i januar 2012, at det ved dom blev fastslået, at tv-kanalen udgør en del af PKK. Tiltalen drejede sig imidlertid om tiden fra 2009 og frem til 2012.

Startskuddet til sagen lød for en række år siden, da den tyrkiske ambassade henvendte sig til Politiets Efterretningstjeneste med en anmeldelse mod Roj TV, som har hovedkontor i København.

Kanalen har haft et potentielt publikum på 30 millioner kurdere verden over og udgjorde i lang tid en alvorlig torn i øjet på de tyrkiske myndigheder.

Efter en langvarig efterforskning, hvor betjente og anklagere blandt andet rejste til Tyrkiet for at indsamle beviser, blev der rejst tiltale mod tv-stationen, som blev anklaget for at fremme PKK's aktioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.