Tyrkiet kan ikke bekræfte løsladelse i Hedegaard-sag
Tvivl om 26-årig, der er sigtet for drabsforsøg mod Lars Hedegaard, er løsladt eller ej.


Justitsministeriet har ikke fået klar besked fra Tyrkiet om en 26-årig mand, der er sigtet for et attentat mod journalist og forfatter Lars Hedegaard, er sat på fri fod eller ej.

Det bekræfter ministeriet i en kortfattet pressemeddelelse til Ritzau.

Den tyrkiske ambassadør i Danmark var fredag kaldt til samtale i Udenrigsministeriet for at afklare, om Tyrkiet har løsladt den danske statsborger.

Manden blev anholdt i april 2014 i Tyrkiet og har siden siddet fængslet, mens hans udleveringssag er blevet behandlet.

Ifølge Lars Hedegaard selv er han blevet informeret af PET om, at den 26-årige er løsladt fra fængslet. Mandens advokat Thorkild Høyer bekræfter ligeledes, at hans klient er løsladt, oplyser DR Nyheder.

Også Justitsministeriet har for nylig fået oplysninger, der tyder på, at den pågældende skulle være blevet løsladt. Dette er dog ikke bekræftet af de tyrkiske myndigheder, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

- Der er via Udenrigsministeriet rettet henvendelse til de tyrkiske myndigheder for at få afklaret, om den pågældende danske statsborger er blevet løsladt, ligesom den tyrkiske ambassadør i Danmark fredag var indkaldt til møde i Udenrigsministeriet om sagen.

- Da der er tale om strafferetslig efterforskning, har Justitsministeriet på den baggrund ikke yderligere kommentarer, oplyses det.

Vicepolitiinspektør Jens Møller, afdelingen for personfarlig kriminalitet, der har efterforsket sagen, har søndag formiddag ingen kommentarer til sagen. Heller ikke om der er udsendt en ny efterlysning af den 26-årige via Interpol.

PET har ingen kommentarer til sagen og henviser til Københavns Politi.

Den formodede gerningsmand blev anholdt med et falsk pas i nærheden af Istanbul i Tyrkiet, men det har været svært for de danske myndigheder at kommunikere med de tyrkiske om at få ham udleveret til Danmark, hvor han er statsborger.

Ifølge politiets efterforskning forlod manden Danmark samme dag, som attentatet fandt sted 5. februar 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.