Tyrkiet fyrer 10.000 statsansatte for kurdiske forbindelser
Over 10.000 offentligt ansatte i Tyrkiet er blevet afskediget for mistanke om forbindelse til PKK.
Præsident Recep Tayyip Erdogan og den tyrkiske regering har torsdag fyret over 10.000 statsligt ansatte.
Præsident Recep Tayyip Erdogan og den tyrkiske regering har torsdag fyret over 10.000 statsligt ansatte. Foto: Yasin Bulbul/AFP


Den tyrkiske regering fortsætter sine fyringer af offentligt ansatte. Torsdag er over 10.500 blevet fyret på grund af mistanke om forbindelser til det militante, kurdiske parti PKK.

Det oplyser landets arbejdsmarkedsminister, Mehmet Müezzinoglu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han oplyser yderligere, at 125.000 af landets offentligt ansatte er blevet fyret siden et mislykket kupforsøg i juli. Langt størstedelen blev fyret, fordi de var mistænkt for at støtte et mislykket kupforsøg i juli.

Konkret har der været tale om blandt andre personer fra det tyrkiske militær, tyrkisk politi, tyrkisk militærpoliti og flere end 5000 fra offentlige institutioner.

Fyringerne har tidligere fået kritik, fordi der blandt de fyrede også var dommere.

Ifølge Reuters står det torsdag ikke klart, om de 10.500 er en del af de 125.000, eller om de udgør en ny runde af fyringer.

Torsdagens fyringer adskiller sig, ved at de fyrede denne gang forbindes med det militante, kurdiske parti PKK og ikke kupforsøget.

I begyndelsen af november blev ni parlamentsmedlemmer fra det prokurdiske parti HDP anholdt.

Dengang blev regeringen kritiseret for at misbruge det mislykkede kupforsøg til at fængsle politiske modstandere.

- Det rører mig overhovedet ikke, hvis de kalder mig en diktator eller noget lignende. Det går bare ind i det ene øre og ud af det andet. Det vigtigste er, hvad mit folk ønsker, sagde den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Anholdelserne fik de resterende af HDP's medlemmer i parlamentet til at strejke fra deres arbejde i parlamentet. Tirsdag vendte de dog tilbage til deres poster.

Forholdet mellem regeringen og det kurdiske mindretal i landet er i stigende grad præget af spændinger og voldelige angreb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.