Tyrkiet fjerner 8000 politifolk efter kupforsøg
8000 betjente i Tyrkiet er fjernet fra deres job efter kupforsøget. 1800 specialstyrker er sat ind i Istanbul.
Omkring 1800 personer fra de tyrkiske specialstyrker er blevet sendt til Istanbul for at hjælpe med at genoprette sikkerheden i byen.
Omkring 1800 personer fra de tyrkiske specialstyrker er blevet sendt til Istanbul for at hjælpe med at genoprette sikkerheden i byen. Foto: Hussein Malla/AP


Tyrkiske myndigheder har fjernet 8000 politifolk fra deres job på tværs af landet, herunder i storbyen Istanbul og hovedstaden, Ankara, på grund af formodede forbindelser til kupforsøget natten til lørdag.

Det oplyser en højtstående sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Reuters mandag.

I alt er knap 9000 tjenestemænd blevet fjernet fra deres job siden kupforsøget. Foruden de mange politifolk gælder det blandt andet 614 officerer fra gendarmeriet og 30 guvernører.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge nyhedsbureauet Tass.

Imens er mindst 1800 specialstyrker blevet bragt til Istanbul fra andre regioner i Tyrkiet.
Der er ligeledes indført undtagelsestilstand i millionbyen for at højne sikkerheden.

Siden fredag aften, hvor dele af militæret iværksatte et kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering, er flere end 6000 personer blevet tilbageholdt. Knap halvdelen af disse er ifølge justitsminister Bekir Bozdag soldater.

Blandt de tilbageholdte er 103 generaler og admiraler, oplyser tyrkiske medier.

Samtidig er flere end 2745 dommere og anklagere over hele landet beordret anholdt.

Kupforsøget mod Erdogan mislykkedes, og i alt blev 265 mennesker dræbt, mens omkring 1440 personer meldes såret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.