Tyrkiet: Fire "bombemagere" dræbt af egne sprængstoffer
Endnu engang er der sket en kraftigt eksplosion i den uroplagede sydøstlige del af Tyrkiet.
Byen Diyarbakir har på det seneste oplevet flere eksplosioner, hvor personer er blevet dræbt. Arkiv.
Byen Diyarbakir har på det seneste oplevet flere eksplosioner, hvor personer er blevet dræbt. Arkiv. Foto: Mahmut Bozarslan/AP


En kraftig eksplosion har torsdag kostet fire "bombemagere" livet og såret omkring ti civile nær byen Diyarbakir i den kurdisk-dominerede sydøstlige del af Tyrkiet.

Det oplyser landets indenrigsministerium ifølge flere nyhedsbureauer.

Eksplosionen skete ifølge ministeriet, "mens PKK-militante var ved at læsse sprængstoffer på en stjålet lastbil" hedder det i en meddelelse.

- Sprængstofferne detonerede ved en fejl for tidligt, forklarer indenrigsministeriet.

PKK er en forkortelse for Kurdistans Arbejderparti, som er forbudt i Tyrkiet.

Ifølge en korrespondent for AFP var eksplosionen så kraftig, at rystelserne kunne mærkes i flere dele af Diyarbakir, der er hovedby i provinsen med samme navn.

Eksplosionen kommer samme dag, som et bilbombeangreb ved en militærkaserne i udkanten af Istanbul sårede syv mennesker. Ingen har taget skylden for dette angreb.

Det sydøstlige Tyrkiet, hvor befolkningen er overvejende kurdisk, har gennem længere tid været præget af konflikt.

Tyrkiske sikkerhedsstyrker har slået hårdt ned på militante kurdiske grupper, som også har taget skylden for bombeangreb i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Også onsdag skete der en eksplosion i Diyarbakir, hvor tre blev dræbt. Bomben var placeret i en bil og angiveligt rettet mod politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.