Tyrkiet dræber 35 militante PKK-medlemmer
Mindst 43 soldater og militante er dræbt i nye kampe mellem militante kurdere og den tyrkiske hær.
Tyrkiske soldater bærer kisterne ud under begravelserne af officerer, der blev dræbt i kampe med militante kurdere tidligere på året. (Arkivfoto)
Tyrkiske soldater bærer kisterne ud under begravelserne af officerer, der blev dræbt i kampe med militante kurdere tidligere på året. (Arkivfoto) Foto: Burhan Ozbilici/AP


To større sammenstød mellem den tyrkiske hær og PKK har kostet otte tyrkiske soldater og 35 militante kurdere livet, siger militærkilder i Tyrkiet ifølge Reuters.

Tidligt lørdag morgen forsøgte militante medlemmer af det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, at storme en militærbase i det sydøstlige Tyrkiet, siger kilderne.

De militante forsøgte at indtage basen i tre forskellige grupper, som imidlertid blev opdaget af hærens observationsfly.

Det tyrkiske militær indledte et luftangreb, som dræbte 23 af de militante kurdere.

Fire andre blev dræbt på landjorden, mens yderligere otte blev dræbt i kampe få timer tidligere i samme region, Hakkari-provinsen i det sydøstlige hjørne af Tyrkiet.

Her blev også otte tyrkiske soldater dræbt og 25 såret.

Både de kurdiske angreb mod tyrkisk militær og militærets luftangreb er intensiveret med nærmest daglige angreb, siden to et halvt års våbenhvile blev ophævet i juli sidste år.

Nogle byer i den overvejende kurdiske del af det sydøstlige Tyrkiet er ramt af den værste vold, regionen har oplevet siden 1990'erne.

Siden PKKs oprør begyndte i 1984, har næsten 40.000 mennesker mistet livet i konflikten.

Både Tyrkiet, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.