Tyrkiet afviser at EU-aftale om flygtninge er klar
En aftale mellem Tyrkiet og EU er endnu ikke færdigforhandlet, siger udenrigsminister og partitalsmand.
Tyrkiet forhandler stadig med EU, siger en talsmand for premierminister Erdogan, og slår fast, at det ikke skal ende så et spørgsmål om "politisk bestikkelse".
Tyrkiet forhandler stadig med EU, siger en talsmand for premierminister Erdogan, og slår fast, at det ikke skal ende så et spørgsmål om "politisk bestikkelse". Foto: Burhan Ozbilici/AP/AP


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde natten til fredag, at han betragter "det som en realitet", at der er indgået en aftale mellem EU og Tyrkiet om flygtninge og sikring af grænser.

Men det er ikke tilfældet, siger en talsmand for premierminister Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, AKP.

Forhandlingerne med EU fortsætter, slår Omer Celik fast, og talsmanden tilføjer, at det ikke skal udvikle sig til et spørgsmål om "politisk afpresning".

Tyrkiets udenrigsminister, Feridun Sinirlioglu, siger, at der kun er tale om et udkast til en plan, og at den ikke er klar endnu.

Men EU's tilbud om økonomisk hjælp til Tyrkiet er "uacceptabelt", tilføjer udenrigsministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.

- EU har foreslået en økonomisk pakke, og vi har meddelt dem, at der er uacceptabelt, siger han.

Sinirlioglu tilføjer, at Tyrkiet har brug for mindst tre milliarder euro (22,5 milliarder kroner) i det første år, aftalen løber.

På et topmøde i Bruxelles torsdag hed det, at EU og Tyrkiet blev enige om en handlingsplan om penge og anden hjælp fra EU til blandt andet at sikre grænsekontrol, kystbevogtning og bedre forhold for de flygtninge, der allerede er i Tyrkiet.

Det skal ske med henblik på at sikre, at de godt to millioner flygtninge, der allerede er i Tyrkiet, "ikke pludselig sætter sig i bevægelse mod Europa".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.