Ritzau
Opdateret kl. 04:18
Tyrkiet advarer nu sine borgere mod at rejse til USA.
Årsagen er blandt andet de omfattende demonstrationer i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg, hvor republikaneren Donald Trump overraskende vandt.
Det skriver Reuters.
Derudover skyldes advarslen, der kommer fra det tyrkiske udenrigsministerium, en stigning i antallet af fysiske og verbale angreb af "racistisk" og "indvandringskritisk" art.
- På grund af risikoen forårsaget af disse hændelser og de sociale spændinger bør vores statsborgere, der bor i USA og dem, der overvejer at rejse dertil, være varsomme, skriver udenrigsministeriet i en meddelelse på dets hjemmeside.
Siden tirsdagens præsidentvalg har tusindvis af amerikanere demonstreret mod Donald Trump i en lang række store amerikanske byer.
I sidste måned opdaterede de amerikanske myndigheder rejsevejledningen til Tyrkiet.
Her blev familiemedlemmer til ansatte ved det amerikanske konsulat i Istanbul beordret til at forlade Tyrkiet af sikkerhedsgrunde.
Spændingerne mellem de to Nato-lande er blevet større, efter at Tyrkiet vedholdende har forsøgt at få Fethullah Gülen udleveret fra USA.
Regeringen i Tyrkiet mener, at Gülen var bagmanden til det mislykkede kupforsøg i juli.
Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, sagde umiddelbart efter det amerikanske valg, at han håber på forbedrede diplomatiske forbindelser til USA efter Donald Trumps sejr.
Han gentog i den forbindelse anmodningen om at få Fethullah Gülen udleveret til Tyrkiet.
/ritzau/