Tynd terror-sigtelse fører til krav om erstatning
Ved en natlig aktion i Københavns Lufthavn i påsken sigtede politiet i alt fem personer for forsøg på terror.
I alt fem personer blev i påsken anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for at ville forberede en terrorhandling i Danmark og for at hjælpe med forberedelsen. Mistanken var tynd, og sigtelserne er opgivet (arkivfoto).
I alt fem personer blev i påsken anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for at ville forberede en terrorhandling i Danmark og for at hjælpe med forberedelsen. Mistanken var tynd, og sigtelserne er opgivet (arkivfoto). Foto: Ritzau/Free


Flere mænd kræver erstatning af politiet, fordi de i påsken blev anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for at ville planlægge et terroranslag i Danmark.

Efter 10 uger måtte anklagemyndigheden konstatere, at mistanken var tynd. Sigtelserne blev opgivet af Statsadvokaten i København den 30. maj og den 2. juni.

Tidligere har det været fremme, at to sigtede sad varetægtsfængslet i godt to måneder, før anklagemyndigheden slog en streg over sagen.

Tirsdag viser en aktindsigt hos politiet imidlertid, at i alt fem personer blev anholdt og sigtet ved den natlige aktion i lufthavnen.

Årsagen var, at politiet havde fået et tip om, at en 32-årig mand, der kom rejsende med fly fra Frankfurt, ville forberede en terrorhandling.

Der var tale om "kildeoplysninger," lyder det fra advokaturchef Dorit Borgaard i Københavns Politi.

Hun ønsker dog ikke at gå i detaljer om karakteren af kilden. Heller ikke vicepolitiinspektør Jens Møller vil udtale sig om grundlaget for aktionen.

Anholdelserne af den mistænkte og fire andre skete lidt over midnat mellem den 23. og 24. marts.

Ved et lukket grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg blev den 32-årige og en 24-årig mand, der har asyl i Grækenland, begge varetægtsfængslet.

Forsvarerne protesterede imod fængsling og fastslog, at der slet ikke var holdepunkter for sigtelsen. Den handlede om forberedelse af et terroranslag på "ukendt tid og sted i Danmark".

Den 32-åriges forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, oplyser, at han vil kræve erstatning.

Den 24-åriges advokat er Michael Steffensen. Han ønsker ikke at svare på spørgsmål om en økonomisk kompensation for to måneders varetægtsfængsling. Hans klient har ikke givet ham en bemyndigelse til at udtale sig, lyder det.

Derimod fortæller advokat Jane Ranum, der repræsenterer en 20-årig mand, som en anklager løslod i det førnævnte grundlovsforhør, at hun vil kræve erstatning. Der gik cirka 20 timer, før han blev sat fri.

- Det var jo mange timer på en meget alvorlig sigtelse, siger hun.

To andre blev løsladt efter afhøring. De bor i henholdsvis Malmø og Næstved.

Ligesom den 20-årige blev de sigtet for at have hjulpet de to senere fængslede med indrejse i forbindelse med forberedelse af en terrorhandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.