Tyfon hærgede Filippinerne: Kun få dræbte
Grundige forberedelser betød, at omkring en million mennesker allerede inden tyfonens ankomst var i dækning.
En af verdens største evakueringer fandt sted i forbindelse med tyfonen Hagupit, der i weekenden ramte Filippinerne. Cirka en million mennesker var forud for tyfonen blevet evakueret.
En af verdens største evakueringer fandt sted i forbindelse med tyfonen Hagupit, der i weekenden ramte Filippinerne. Cirka en million mennesker var forud for tyfonen blevet evakueret. Foto: Erwin Mascarinas/AP


Den frygtede tyfon Hagupit jævnede i weekenden huse med jorden og rev tagene af andre, samtidig med at træer blev væltet, og kæmpemæssige bølger blev sendt ind over mange kystbyer i de østlige dele af Filippinerne.

Men meget grundige forberedelser betød, at omkring en million mennesker allerede inden tyfonens ankomst var flygtet for at søge dækning i, hvad FN kalder en af verdenshistoriens største evakueringer.

Hagupit synes heller ikke at have været så kraftig som mange havde frygtet, og der er kun få rapporter om dræbte og alvorligt tilskadekomne. En kvinde meldes druknet på øen Samar og en mand og et barn blev dræbt, da uvejret ramte øen.

Men det var ikke som ved supertyfonen Haiyan, der for bare 13 måneder siden dræbte over 7000 mennesker og forvoldte voldsomme ødelæggelser i den sydøstasiatiske østat.

Store dele af den centrale ø Samar og den nærliggende provins Leyte har mistet strømmen. Også byen Tacloban City, der betragtes som "ground zero" for tyfonen for 13 måneder siden, er nu uden strøm.

- Vinden blæser så kraftigt, at det føles som om, at den hvirvler, siger Mabel Evardone, der er talsmand for myndighederne i kystbyen Sulat.

- Havet er steget, siger talsmanden.

På trods af de væltede træer og ødelagte huse er der endnu ingen meldinger om dødsofre. Hagupit er da også aftaget i styrke, mens den bevæger sig vestover. I hovedstaden Manila er der forhøjet alarmberedskab, og flere steder er slumområder blevet evakueret.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.