Tyfon dræbte mindst 21 i Filippinene
18 omkom på den østlige ø Samar, der blev hærget af tyfonen Hagupit med vindstød på 210 kilometer i timen.
Hundredtusinder er nu på vej tilbage til deres hjem efter weekendens voldsomme tyfon  (AP Photo/Aaron Favila)
Hundredtusinder er nu på vej tilbage til deres hjem efter weekendens voldsomme tyfon (AP Photo/Aaron Favila) Foto: Aaron Favila/AP


En tyfon, som ramte Filippinerne i weekenden, har kostet mindst 21 mennesker livet, siger det filippinske Røde Kors.

- 18 af de omkomne døde på den østlige ø Samar, hvor tyfonen Hagupit gik i land lørdag med vindstød på 210 kilometer i timen, siger generalsekretæren for landets Røde Kors, Gwendolyn Pang, til nyhedsbureauet AFP.

Hundredtusinder af filippinere er begyndt at vende tilbage til deres hjem, men Hagupit bevæger sig fortsat på tværs af øriget med mindre styrke. Tyfonen blev mandag nedgraderet til en tropisk storm, skriver Reuters.

I hovedstaden Manila er samtlige redningstjenester dog fortsat i højeste alarmberedskab. Myndighederne frygter voldsomme regnskyl og oversvømmelser.

Aktiemarkedet holder lukket på grund af uvejret, og mere end 100 flyafgange er aflyst.

I 2009 blev tyfonen Ketsana også nedgraderet til en tropisk storm, men forårsagede alligevel voldsomme ødelæggelser i millionbyen.

Indtil videre tyder alt på, at masseevakueringen inden stormen har virket efter hensigten.

Selvom adskillige familier har fået ødelagt deres hjem, er dødstallet sammenlignet med tidligere storme langt mindre.

Over en million mennesker havde på forhånd søgt tilflugt på evakueringscentre i hele landet.

Myndighederne turde ikke tage nogen chancer efter sidste års supertyfon Haiyan, der kostede flere end 7000 mennesker livet.

- Vi er glade for, at vi har lært fra vores tidligere oplevelser. Det er et godt tegn, siger Gwendolyn Pang fra Røde Kors ifølge Reuters.

Hagupit bevæger sig mandag mod vest med 10 kilometer i timen mod Mindoro. Selvom tyfonen flere gange er blevet nedgraderet i styrke, måles der fortsat vindstød på op til 150 kilometer i timen.

Omkring 600 danskere har meldt sig på den såkaldte danskerliste i Filippinerne, siger den danske ambassadør i landet. Listen giver Udenrigsministeriet mulighed for at kontakte udrejste danskere i krisesituationer.

Ambassadør Jan Top Christensen har ikke hørt fra danskere, der er kommet i nød på grund af tyfonen.

- Efter vores opfattelse er der meget få danskere i de områder, hvor tyfonen gik i land og har hærget hidtil, sagde Jan Top Christensen søndag til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.