Tweet om Orlando-skyderi skaber røre i Storbritannien
Det er skamfuldt at bruge Orlando-skyderi i kampagne mod EU-medlemskab, lyder det fra britiske EU-tilhængere.
Verden over sørges der over ofrene, som blev dræbt ved skudattentatet på en natklub i Orlando i Florida.
Verden over sørges der over ofrene, som blev dræbt ved skudattentatet på en natklub i Orlando i Florida. Foto: Lynne Sladky/AP


Et tweet har mandag skabt forargelse blandt tilhængere af det britiske EU-medlemskab.

En gruppe, som kæmper for, at Storbritannien forlader EU-samarbejdet, hævdede på Twitter, at det ville føre til hændelser som weekendens blodige skyderi på en natklub i Orlando i USA, hvis Storbritannien efter folkeafstemningen 23. juni stadig er en del af EU.

Tweetet kommer fra twitterprofilen @LeaveEUOfficiel, som gruppen Leave.EU (Forlad.EU, red.) står bag.

- Islamistisk ekstremisme er en alvorlig trussel mod vores liv. Gør noget nu, før vi inden længe vil se en hændelse som den i Orlando, lød tweetet.

Der gik dog kun en time, før det var fjernet igen, men på det tidspunkt havde flere britiske EU-tilhængere allerede nået at reagere.

Den britiske uddannelsesminister, som støtter premierminister David Cameron i, at Storbritannien bør blive i EU, reagerede ved selv at sende et tweet afsted.

- Det her er virkelig skamfuldt, skrev han.

Hilary Benn, som er udenrigsordfører for oppositionspartiet Labour, og som også støtter et fortsat medlemskab, kalder tweetet "skamfuldt og kujonagtigt".

- Vores bedste beskyttelse mod terror er at stå sammen, uanset om det er i Orlando, Paris eller Bruxelles, tweetede han og refererede til terrorangrebene i de to europæiske hovedstader, som tilsammen kostede flere end 150 mennesker livet.

Med ti dage til folkeafstemningen i Storbritannien viser meningsmålinger, at befolkningen stort set er delt lige imellem at blive i eller forlade EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.