Tvungen pensionsopsparing er sund fornuft for økonomer
Alle danskere skal tvinges til at sætte til side til pensionen. Det giver god mening ifølge flere økonomer.
Det giver dog mening, at regeringen vil tvinge flere til at sætte til side til deres pension, vurderer flere økonomer.
Det giver dog mening, at regeringen vil tvinge flere til at sætte til side til deres pension, vurderer flere økonomer. Foto: Colourbox/Colourbox.com


Regeringen lægger i sit store 2025-udspil op til, at alle danskere skal spare op til pensionen. Ifølge regeringen er det en ting, 750.000 danskere for nuværende ikke gør.

Planen indeholder en række tiltag, der skal gøre det mere attraktivt at spare op, ikke mindst sent i arbejdslivet. Samtidigt vil regeringen indføre et lovkrav om, at alle sparer to procent af deres indtægt op til pensionen.

- Pensionsopsparing hos den enkelte er godt for samfundet, for så undgår man nogle af de pensionstillæg, vi har i dag. Der er mange af de ældre, som får tillæg, fordi de ikke har sparet op gennem deres arbejdsmarkedsordninger.

- Hvis vi kan få folk til at spare mere op, så sparer staten penge på den lange bane, siger professor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann.

Hos Nordea ser forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen også fin ræson i, at få flere til at sætte til side til alderdommen.

- Der er en lang række mennesker i Danmark, eksempelvis selvstændige, der ikke får sparet op til pensionen. Enten fordi de ikke tænker over det, eller fordi de prioriterer at bruge den indtægt, de har, med det samme, siger forbrugerøkonomen.

Udviklingen på arbejdsmarkedet lige nu betyder samtidigt, at flere og flere får en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er mennesker i næsten alle fag, der lever på tidsbestemte kontrakter og fra opgave til opgave.

- Færre og færre har en fastansættelse, og så har man heller ikke sin pensionsopsparing gennem arbejdet.

- Hvis ikke man gør noget, som eksempelvis at gøre det obligatorisk, vil mange af dem ikke have en pension ud over folkepensionen. Og man kan ikke regne med, at de offentlige ydelser ligner dem, der er i dag, når de skal på pension, siger Ann Lehmann Erichsen.

På den baggrund mener hun, at regeringen træffer det rigtige valg, når den sigter efter en lovpligtig, privat pensionsopsparing.

- Det er vigtigt, at så mange som muligt tager ansvar for deres egen opsparing. Og vi ved, at tvang virker. Så skal folk forholde sig til det.

- Og man kan vel også diskutere, om det er tvang. Folk med fast arbejde er jo også tvunget til at spare op, afslutter økonomen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.