Tvis-træner opgiver at flyve til finale i Rusland
Niels Agesen rejser ikke med til returkampen mod Rostov-Don. Tvis-træneren lider af panikangst.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro må klare sig uden Niels Agesen i returkampen mod Rostov-Don.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro må klare sig uden Niels Agesen i returkampen mod Rostov-Don. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Når Team Tvis Holstebro lørdag i Rusland skal forsvare sin føring på 13 mål fra den første EHF Cup-finale mod Rostov-Don, bliver det uden træner Niels Agesen på sidelinjen.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Niels Agesen var ellers kommet om bord på flyet i Hamburg sammen med resten af Tvis-lejren, men træneren måtte i sidste øjeblik bede om at blive sat af igen.

Træneren har i nogle år lidt af panikangst, som blev udløst efter en særdeles ubehagelig episode for cirka fem år siden i Kina.

Direktør i Team Tvis Holstebro, Emil Bjørnø, var til stede, da Niels Agesen måtte opgive at rejse med holdet til Rusland.

- Det er rigtig synd for Niels. Han ville rigtig gerne have været med. Det kan være hans sidste EHF Cup-finale, siger direktøren til Dagbladet Holstebro-Struer.

Emil Bjarnø er dog sikker på, at holdet nok skal klare sin guld-mission uden træneren. Holdet har nemlig tidligere spillet europæiske udekampe uden Agesen på sidelinjen.

I hans fravær bliver det assistent Pether Krautmeyer, der skal styre Tvis-spillerne.

Inden afrejsen havde en optimistisk Agesen ellers søgt visum og var optimistisk omkring sin deltagelse i Rusland.

- Jeg har fået behandling i de seneste fem år, og jeg er tættere på at kunne tage af sted end tidligere, men det er ikke givet, at jeg er med i Rusland, sagde Niels Agesen til Ritzau efter den første finalekamp i søndags.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.