Tvis Holstebro smider stor føring og taber i Aarhus
Vestjyderne førte stort i anden halvleg, men tabte alligevel på udebane til SK Aarhus.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro tabte overraskende ude til SK Aarhus.
Ann Grete Nørgaard og Team Tvis Holstebro tabte overraskende ude til SK Aarhus. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Team Tvis Holstebros håndboldkvinder missede søndag muligheden for at slutte sig til Viborg HK og FCM Håndbold, der jagter Team Esbjergs suveræne førerhold i Boxer Dameligaen.

Team Tvis førte ellers 25-20, da der resterede cirka 14 minutter af udekampen mod SK Aarhus, men hjemmeholdet vandt alligevel 28-27.

Team Tvis Holstebro scorede ikke i kampens sidste seks minutter, og så kunne SK Aarhus score fire mål på stribe til den overraskende sejr.

Vestjyderne førte ellers 15-13 ved pausen i kampen, hvor SK Aarhus' Mette Tranborg blev topscorer med seks mål.

Ann Grete Nørgaard og Nathalie Hagman scorede begge fem mål for udeholdet.

Team Tvis Holstebro har 20 point for 15 kampe, mens Viborg HK og FCM Håndbold har 22 point.

Team Esbjerg topper med 26 point, selvom klubben lørdag led det første liganederlag i sæsonen. Topholdet tabte 21-28 ude til FCM Håndbold.

Dermed er der stor spænding i toppen, hvor de to bedste hold efter grundspillet går direkte videre til DM-semifinalerne.

Nummer tre-seks skal spille om de øvrige to pladser i semifinalerne.

SK Aarhus ligger nummer otte med 12 point. Holdet er tre point efter Silkeborg-Voel KFUM, der ligger på sjettepladsen, der altså giver adgang til slutspillet.

Der resterer syv runder i grundspillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.