Tvis erstatter dansk fløj med norsk stjerne
Team Tvis Holstebro henter den norske landsholdsfløj Camilla Herrem, der senest har spillet for Baia Mare.
Jamina Roberts og resten af Team Tvis Holstebro får tilført nye forstærkninger med klubbens seneste indkøb.
Jamina Roberts og resten af Team Tvis Holstebro får tilført nye forstærkninger med klubbens seneste indkøb. Foto: BROHUS ANDERS/free


Håndboldklubben Team Tvis Holstebro forstærker sig markant til den kommende sæson.

Den henter Norges landsholds venstrefløj Camilla Herrem, bekræfter klubben over for TV2 Sport.

Herrem, der i den seneste sæson tørnede ud for den rumænske klub Baia Mare, får en etårig kontrakt hos Tvis.

- Hun er i vores øjne en absolut verdensklasse-venstrefløj qua det, hun har vundet, og det hun præsterer. Ud over det er hun en fantastisk person, og det betyder også meget.

- Hun har et sindssyg vindende væsen og er smilende og glad. Og så passer hun godt ind i den hurtige spillestil, vi har, siger Team Tvis Holstebros næstformand og sportslige ansvarlige, Jørgen S. Hansen, til TV2 Sport.

Camilla Herrem kommer til at erstatte den danske landsholdsfløj Ann Grete Nørgaard, som i marts meddelte, at hun efter fem år i Tvis vender tilbage til Viborg HK.

Men nu har Tvis altså fundet en kompetent afløser. 28-årige Camilla Herrem har spillet et hav af norske landskampe og har været med til at vinde guld ved OL, VM og EM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.