TV3 sikrer sig tre år mere med Premier League
MTG - selskabet bag TV3-kanalerne - har forlænget Premier League-rettighederne frem til sommeren 2019.
Frem til 2019 vil TV3-kanalerne vise fodbold fra den bedste engelske række.
Frem til 2019 vil TV3-kanalerne vise fodbold fra den bedste engelske række. Foto: Scott Heppell/AP


Den engelske Premier League i fodbold vil frem til sommeren 2019 blive vist hos MTG, der står bag TV3-kanalerne.

MTG oplyser i en pressemeddelelse, at man har forlænget rettighederne med yderligere tre år.

- Premier League er den absolut største, internationale klubrettighed, og den har masser af loyale fans.

- Stjernerne står i kø i Premier League, og vi er stolte over fortsat at kunne tilbyde vores seere og kunder kampene fra England, siger MTG-direktør Kim Poder i pressemeddelelsen om aftalen.

I den nye rettighedsperiode vil den engelske liga udvide antallet af tv-kampe, så der også bliver spillet om fredagen.

I øjeblikket bliver Premier League-kampene primært spillet lørdag, søndag og mandag.

Tv-rettighederne til Premier League har gennem de senere år sikret de engelske fodboldklubber øget købekraft, hvilket betyder, at en lang række profiler optræder i verdens økonomisk stærkeste liga.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.