TV2: Socialdemokratiske kaffeklubber er på plads
Nicolai Wammen og Magnus Heunicke står ifølge TV2 i spidsen for ny magtbase i partiet.


Mens der næppe kan herske nogen tvivl om, at Mette Frederiksen bliver den næste formand for Socialdemokraterne, har der siden folketingsvalget hersket lidt mere spænding om, hvordan magten længere nede i partiet vil blive fordelt.

Men tirsdag kan TV2 oplyse, at der i weekenden er blevet dannet et nyt netværk i partiet, kaldet Frokostklubben, med afgående forsvarsminister Nicolai Wammen og afgående transportminister Magnus Heunicke i spidsen.

De socialdemokratiske "kaffeklubber" er centrale, når posterne i partiet skal fordeles, og ifølge TV2 betyder Helle Thorning-Schmidts afgang som formand, at en ny magtstruktur er ved at blive defineret i partiet.

Mette Frederiksen har hidtil stået i spidsen for kaffeklubben Netværket, men som formand skal hun holde sig ude af de partiinterne grupperinger

Ud over Netværket har folketingsgruppen hidtil også talt Morgenmadsklubben, som har afgående erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i spidsen, samt Rustbankerne, anført af den hidtidige minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen.

Han blev dog ikke valgt ind i Folketinget, og ifølge TV2's oplysninger skulle det være sandsynligt, at Rustbankerne slår sig sammen med Frokostklubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.