Boksearrangørerne Mogens Palle og Brian Nielsen skal finde en ny tv-partner, hvis deres Danish Fight Night-stævner fremover skal kunne ses på tv.
Aftalen med TV2 er udløbet, og den bliver ikke forlænget.
- Den kontrakt udløb ved årsskiftet, og vi har været i dialog om, hvorvidt vi skulle fortsætte samarbejdet. Og i den dialog er det ikke lykkedes os at blive enige, siger TV2-sportschef Frederik Lauesen til BT.
- Vi har opgivet at blive enige nu, og vi har brugt pengene på noget andet, siger han.
Som sådan ser det lige nu ud til, at Palle/Nielsen-stævnet 11. februar skal gennemføres uden tv-penge i ryggen.
Mogens Palle forsikrer dog, at stævnet bliver afviklet.
/ritzau/