TV: Voldsom brand i historisk palæ: Brandfolk i hårdt slukningsarbejde
En brand i et palæ giver trafikale problemer i det indre København frem til tirsdag aften.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Stormgade 10 er et erhvervslejemål, men naboopgangen Stormgade 8 er tømt for beboere. Alle er uskadte, men politiet melder om kraftig røgudvikling i området. Dette arkivfoto har intet med branden at gøre. Foto: Scanpix/arkiv


Efter en brand i et palæ i det indre København er der risiko for, at den ene af to sidebygninger styrter sammen.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab mandag formiddag om branden, som tidligt om morgenen fik fat i det historiske Holsteins Palæ i Stormgade.

Ilden får konsekvenser for mange trafikanter. Stormgade vil være afspærret frem til tirsdag aften, oplyser politiet.

- Der er risiko for kollaps i den ene sidebygning, siger Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab.

Derfor har brandfolkene forladt denne bygning, mens man fortsætter indsatsen for at hindre ilden i at brede sig og for alvor at få fat i hovedbygningen ud mod Stormgade.

- Vi har fået dæmpet branden i selve rummene, men det brænder fortsat i etageadskillelser og inde i væggene, siger Tim Ole Simonsen mandag morgen.

Ejendommen er ved at blive gennemrenoveret, og en række eksklusive lejligheder er blevet sat til salg. De koster mellem 6,6 og 12 millioner kroner.

Slukningsarbejdet driller trafikken i den indre by både mandag og tirsdag. Stormgade er spærret mellem Vester Voldgade og Frederiksholms Kanal, og det betyder blandt andet, at mange buslinjer må omlægges.

Alarmen indløb klokken 04.10, da personer i området kunne se flammer fra gården bag adressen Stormgade 10.

Naboopgangen Stormgade 8 er tømt for beboere. Alle er uskadte, men politiet melder om kraftig røgudvikling i området.

- Der er efter alt at dømme tale om en brand, der er trængt igennem i bunden af bygningen, der er under renovering, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

Slukningsarbejdet bliver vanskeliggjort af, at der er mange byggematerialer opmagasineret på stedet. Og samtidig er det meget fysisk krævende, fortæller Tim Ole Simonsen fra beredskabet.

- Vi har haft omkring 50 brandfolk af sted, og vores frivillige enhed har også været sat ind for at yde logistisk støtte.

- Det er ret hårdt arbejde at hugge etageadskillelserne op, og derfor er der stor udskiftning på mandskabet, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.