Tv-vært springer ud som iværksætter
Pelle Hvenegaard er en erfaren tv-vært, men nu springer han også ud som opfinder og har allerede stor succes med sit nye produkt.
Tv-værten Pelle Hvengaard springer ud som iværksætter. 
Tv-værten Pelle Hvengaard springer ud som iværksætter.  FOTO: Scanpix


Pelle Hvenegaard er kendt fra programmet "Dagens mand", og han har en lang tv-karriere bag sig i forskellige stillinger og produktionsselskaber, men nu springer han ud som iværksætter.

Den 40-årige Pelle Hvenegaard fik nemlig en god idé for cirka to år siden, som han nu har videreudvilket sammen med tre forretningspartnere, skriver mx.dk

Idéen er en reklame-quiz, der downloades som en app i App Store og Google Play. Den hedder Addies, og skal fastholde seerne i reklame-pauserne og tildele dem, der har fulgt godt med i reklamerne og svarer rigtigt på spørgsmål, en masse gode gaver.

-  Ideen kom af, at det er utrolig svært at fastholde folk foran tv-skærmene, når der kommer reklamer. Reklameblokkene blive jo brugt til at gå på toilettet, tjekke telefonen og alt muligt andet. Så tænkte jeg: Vi skal have en reklame-quiz, hvor man kan vinde præmier ved for eksempel at kunne svare på, hvilken farve bilen havde i Opel-reklamen, siger Pelle Hvenegaard til mx.dk.

Det må gerne blive en stor succes

Appen blev lanceret i november sidste år og har på tre måneder haft hele 4.500 brugere, der har set 80.000 reklamefilm.

Pelle Hvenegaard fremhæver, at modsat mange andre slags konkurrencer sælger Addies ikke brugernes kontaktoplysninger videre til annoncørerne, så du slipper for at blive overhældt med onlinetilbud efterfølgende. 

Lige nu forhandler Pelle Hvenegaard og forretningspartnerne med en investor, og tv-værten håber på, at det bliver en stor succes - selvom han må erkende, at han aldrig vil slippe tv-verdenen helt. Han elsker nemlig at lave tv.

- Det vil da være fedt, hvis appen eksploderer og bliver en kæmpe forretning. I første omgang vil det være fint, hvis jeg kan give mig selv 25.000 kroner i løn om måneden i år. Men det handler ikke så meget om pengene, men mere om at kunne sige: Tjek, jeg gjorde det. Vi har lavet en app, som fungerer!, siger han til mx.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.