Da den tidligere tv-vært Abdel Aziz Mahmoud for åben skærm offentligt sprang ud som homoseksuel, ventede han voldsommere reaktioner, end han har fået.
Det fortæller han til BT.
- Flere havde jo været fremme med, hvor farligt det kunne være at være åben om det som muslim. Jeg var sikker på, at der måtte komme en masse negativt i min indbakke, når det kom ud, og jeg regnede med, at der ville komme en masse reaktioner fra rettroende muslimer i stil med, at det var en synd, hvor klamt det er at være homoseksuel, og hvor meget jeg skulle brænde i helvede, siger 33-årige Abdel Aziz Mahmoud til BT.
Respekt, helvede og had
Reaktionerne kom, men de var overvejende positive. Mange syntes, at Abdel Aziz Mahmouds beslutning var sej, mens hans familie har fået anerkendende ord med på vejen.
Enkelte har ment, at han skal brænde i helvede, og i lukkede foraer har han været lagt for had.
- De synes, at jeg er en skiderik. De vil gerne kunne finde nogle steder i koranen, hvor der står, at jeg ikke kan være den, jeg er, og at jeg skal brænde i helvede, siger Abdel Aziz Mahmoud til avisen.
Hans familie og venner har været vidende om hans seksuelle orientering i syv år, og hans søster fortæller til BT, at meddelelsen om, at han var til mænd, var et chok for forældrene, som skulle forene sig med tanken.