Tv-vært hylder mirakel-drengen Jesper: "Tillykke med livet"
Den lille gæve dreng, der lider af den sjældne sygdom progeria, fylder stik mod alle odds 18 år i dag.
Jesper er kendt fra TV2-prgramserien 'Drengen i den gamle krop'. Han er den eneste i Danmark med sygdommen progeria. I dag fylder han 18.
Jesper er kendt fra TV2-prgramserien 'Drengen i den gamle krop'. Han er den eneste i Danmark med sygdommen progeria. I dag fylder han 18. Foto: SCANPIX arkiv


Stik mod alle odds kan en lille, gæv knægt i dag fejre sin 18 års fødselsdag. Og lykønskningerne vælter bogstaveligt talt ind til Jesper Sørensen, der er kendt af hele Danmark for sin kæmpe fighter-ånd og sit charmerende væsen.

Jesper er ramt af den yderst sjældne sygdom progeria, der ælder kroppen i lyn-tempo. Børn med progeria bliver gennemsnitligt 13 år og sjældent ældre end 16 år. Så det er et mirakel, at Jesper i dag kan puste 18 lys ud i lagkagen.

Det bemærker også tv-værten fra Go' Morgen Danmark Morten Resen på Facebook.

- I dag fylder min gode ven Jesper Sørensen 18 år. Jesper er på alle måder et fantastisk menneske - og nu også et levende mirakel, der giver alle statistikker fingeren. Tillykke, Jesper! Med fødselsdagen - og livet, skriver Morten Resen, der har holdt kontakten til Jesper Sørensen ved lige, siden de lavede et tv-interview for nogle år siden.

Opslaget på Facebook er blevet set af flere tusinde mennesker, og generelt vælter det ind med lykønskninger til Jesper Sørensen på det sociale medie.

Tillykke, Jesper!

Venlige mennesker tæt på Jesper bestyrer en Facebook-fanside for drengen. På den ønsker flere tusinde danskere tillykke. De mange hilsner er rørende, livsbekræftende og meget personlige:

"Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen. Du er et livstykke uden sammenligning - og jeg ønsker dig alt det bedste altid," skriver Pernille for eksempel.

"Kære Jesper. Stort tillykke med de 18 år. Vi har fulgt dig i alle de år, du har været på tv. Vi syntes du er en vidunderlig ung mand, og du har den mest fantastiske familie, håber vi fortsat må følge dig fremover," lyder det fra Lone og Gunner, mens Henriette skriver:

"Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen til Jesper. Hvor er det fantastisk. Det har været en kæmpe inspiration at følge ham, han er den sejeste dreng i hele verden. Jeg håber, hans dag bliver, lige som han ønsker."

Jesper siger tak

Til Ekstra Bladet siger Jespers mor Jette Sørensen, at hendes søn er vældig glad, og at dagen fejres sammen med familie og venner.

- Hvor, det sker, har jeg lovet Jesper at holde hemmeligt, så det bliver uden medierne, og han giver ikke interview i dag, men jeg skulle hilse fra ham og sige tak for alle de søde hilsner. De varmer ham, siger moderen.

I dag er det Jespers fødselsdag, - og han fylder 18! Hvis du vil sende ham en lykønskning kan du kommentere på dette opslag, så vil jeg sørge for han får dem :) på forhånd tusind tak, Line Yde Astorp

Posted by Jesper Sørensen on 29. oktober 2015

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.