Tv-station: Syrien strammer grebet om belejret grænseby
Syriens hær er med støtte fra den shiamuslimske Hizbollah-gruppe i Libanon ved at knække oprørerne i Zabadani.
Zabadani har tidligere været ramme om kampe mellem det syriske regime og oprørere. Her er det en oprørssoldat, der har besteget en af regeringens kampvogne under sammenstød i 2013. (Arkivfoto)
Zabadani har tidligere været ramme om kampe mellem det syriske regime og oprørere. Her er det en oprørssoldat, der har besteget en af regeringens kampvogne under sammenstød i 2013. (Arkivfoto) Foto: HOEP/AP


Den syriske hær er rykket tættere ind på de sunnimuslimske jihadister i den oprørerkontrollerede grænseby Zabadani. Det sker i en storstilet militær offensiv, der lørdag blev indledt for at generobre grænsebyen, oplyser statsligt syrisk tv.

En syrisk militærkilde citeres for, at landets styrker gør fremskridt på adskillige fronter og strammer belejringen af Zabadani. Det har medført adskillige dræbte og tilskadekomne blandt de oprørere, der forsvarer byen.

Den iransk støttede libanesiske Hizbollah-tv-station rapporterede tidligere lørdag, at Syriens hær og dens allierede militser havde indledt et massivt angreb på Zabadani, og at tungt artilleri og luftbombardementer var taget i brug for at indtage byen, der ligger vest for den syriske hovedstad, Damaskus, og tæt på grænsen til Libanon.

Den syriske hær har længe forsøgt at fravriste de militante sunnimuslimer kontrollen over Zabadani. Byen ligger tæt på Beirut-Damaskus-hovedvejen, som forbinder de to lande.

At erobre byen vil være en stor strategisk sejr for præsident Bashar al-Assads regering.

Hizbollah, som kæmper side om side med den syriske hær i Syrien mod yderliggående jihadister, har i de seneste måneder optrappet sine angreb på de hellige krigeres udposter langs Qalamoun bjergområdet, der strækker sig langs den libanesisk-syriske grænse.

En meddelelse om indledningen på en militær offensiv fra den syriske hær og den libanesiske gruppes styrker for at erobre Zabadani har været ventet i den seneste tid.

Den syriske hær har i flere dage intensiveret luftbombardementer af oprørsstillinger i området, men de militante har forskanset og skjult sig i den overvejende forladte grænseby.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.